Vor Frue Klosters historie

1914
I 1914 blev der grundlagt et tilbedelseskloster på Jagtvejen i København . Efter nogle års tilbagegang holdt Pr. Wolfgang Czernin OSB, Beuron, i 1935 retræte for nonnerne og foreslog at klostret omdannedes til et benediktinerindekloster (OSB). Dette skete i 1936 med hjælp fra tre nonner fra Abbediet Frauenchiemsee . En af de tre nonner, Sr. Margarita Hertel, blev valgt til priorinde i 1937, og herefter fulgte en opblomstringstid for klostret.

1942
Fællesskabet flyttede i 1942 til Åsebakken i Høsterkøb. Ved indvielsen fik klostret overdraget en træskulptur ”Gudsmoder med Jesus-barnet” og tog derfor navnet Vor Frue Kloster.

1948
I 1948 rejste M. Margarita sammen med syv nonner og Pr. Wolfgang til Brasilien . Her grundlagde de Den Hellige Johannes kloster (Mosteiro de São João) i delstaten São Paulo.

1977
M. Margarita døde i 1977, men der levede danske nonner på klostret i São Paulo op til 2006.

I mellemtiden oplevede Vor Frue Kloster en drastisk nedgang i antallet af nonner og var truet af lukning. En delegation fra Benediktinerordenen rejste til Brasilien for at undersøge, om det var muligt, at nonner fra Den Hellige Johannes Kloster var interesserede i at komme til Åsebakken.

2006
I foråret 2006 ankom de tre første nonner fra São Paulo her til klostret, der i dag hovedsageligt drives af en gruppe benediktinerinder fra Brasilien.